SFO Viben

Åbningstider:

Mandag -Torsdag kl. 14.00-17.00

Fredag kl 12.00 - 16.00.

I skoleferier og på skolefridage

mandag-torsdag kl. 6.00-17.00. Fredag 6.00 - 16.00.

Morgen SFO

SFO har morgen åbent fra 06.00 - 08.00, hvor der er mulighed for at spise morgen mad.

Kontakt

Tlf.: 56204697

 

Om SFO Viben

SFO Viben omfatter børn fra 0. – 2. klasse.

Indenfor har vi flere forskellige områder: 
Albatrossen, som indeholder værksted og et legeområde.
Bogfinken, som indeholder køkken, spillebule og et legerum.
I midten ligger Reden og den lille scene. Det er her man kan se dagens aktivitetsmuligheder, tjekke sit barn ud ved afhentning og her man kan se billeder fra SFO`ens hverdag. 
Det hele er beliggende i stueplan i indskolingen og alle børn må være i hele SFO´en.

Viben har adgang til alle skolens faciliteter, såsom Hjerterum og gymnastiksal efter skoletid og disse faciliteter inddrages i Vibens aktivitetstilbud. 

Endvidere er Vibeengsskolens fantastiske udearealer en integreret del af SFO’ens pædagogiske læringsrum. 
SFO-børnene må lege i skolegården og på udearealerne omkring SFO’en. 
Skoven bliver benyttet sammen med voksne, f.eks. tilbydes der bålaktiviteter, cykling i skoven eller hulebyggeri.

Leg og ophold ved vandhullerne er STRENGT forbudt.

Pædagogik

Viben skaber rammen omkring udvikling af vigtige kompetencer og sociale relationer, således at børnene bliver rustet til at møde livets udfordringer som hele og kompetente mennesker - med tillid til sig selv og andre.
I Viben møder børn og forældre anerkendende, engagerede og rammesættende voksne, der er bevidste om rollemodellens betydning - ”De voksne viser vej!”
 
Der er fokus på vigtigheden af sociale relationer og inklusion i det pædagogiske arbejde. 
Børnene ”opdrages” til fællesskabet og forventes at bidrage til det.
 
Aktiviteter planlægges med udgangspunkt i dét, der optager børnene - under hensyntagen til deres forskellige forudsætninger og behov for passende udfordringer.
 
Konflikter anerkendes som en del af at lære verden, hinanden, og sig selv, at kende.
De voksne støtter børnene i at træffe valg - og guider dem i konsekvenserne. 

Der er fokus på trivsel, læring og sundhed og Vibens aktiviteter tager udgangspunkt heri.
Læringsmiljøet i Viben fremmer børnenes kreativitet, refleksion og selvstændighed.
 
”Hver gang du gør noget for et barn, som det selv kunne have gjort, bidrager du uhensigtsmæssigt til dets udvikling - den der gør arbejdet, løber med kompetencerne og selvtilliden”

Hverdagen i SFO viben

Når børnene får fri fra skole indskrives de af en voksen fra SFOen, som krydser  dem ind via Komme/Gå i Aula. 
Kl. 13.30 spiser alle klasser frugt med egne årgange.
Når børnene har spist starter dagens aktiviteter. 
Viben sender ugeplan ud på AULA, hvor I kan følge med i, hvilke aktiviteter der tilbydes de pågældende dage. Viben tilbyder et varieret udvalg af aktiviteter, som tilgodeser forskellige målgruppers interesser og muligheder for udvikling. 
Vi forsøger at motivere børnene til at deltage i SFO’ens voksenstyrede aktiviteter, med respekt for at Viben er et ”fritidstilbud”, således at der skabes en fornuftig balance mellem selvvalgte- og voksenstyrede aktiviteter. 
Forældre skal krydse børnene ud, i forbindelse med afhentning på skærmen - husk også at sige farvel til personalet.

Morgen SFO

SFO’en spiser fælles morgenmad I Bogfinken’s køkken. Morgenmad serveres mellem kl. 6.00 - 7.30. Der serveres ikke sukkerholdige morgenmadsprodukter, såsom Frosties og Choko Pops og disse ønskes heller ikke medbragt.
Det tilstræbes at der er ro i SFO’en om morgenen, så børnene får en rolig og hyggelig start på dagen. Fysisk udfoldelse om morgenen foregår i gymnastiksalen eller i skolegården. Medarbejderne hjælper gerne med at sige farvel til mor og far. Børnene sendes i skole kl. 7.50, hvor de stille og roligt kan finde sig til rette på deres plads og være klar til undervisningen.

Vigtig Info

Kommunikation

Viben anvender AULAs ”Komme/gå” til ind og udkrydsning. Så beskeder vedr. sygemeldinger/fravær, gå-hjem-tider, legeaftaler, fritidsaktiviteter osv. oprettes her, hvorefter SFO’en sender børnene afsted fra SFO’en på det ønskede tidspunkt. Vi sender kun børn på minuttal 00 og 30. Diverse beskeder skal skrives i AULA senest kl 13 den pågældende dag. Fredag dog kl. 11.

Aktuelle dagligdagsbeskeder og nyheder formidles også via AULA ved at skrive til ”SFOViben (13 medlemmer)”

Henvendelser af pædagogisk karakter kan både rettes til medarbejderne eller til ledelsen via AULA. Der er altid mulighed for at få en snak om barnets trivsel eller andre relevante ting – og Viben prioriterer således et godt forældresamarbejde højt.