Procedure og arbejdsgange i forbindelse med brobygning og klassedannelse til 7. klasse.
Ultimo februar
Der afholdes et informationsmøde for de kommende 7. klasses forældre, hvor ledelsen gennemgår proceduren for klassedannelse. Mødet afvikles i salen på afd. Nordskov. (Der kan inviteres elever og lærere med som kan give en kort introduktion til livet som udskolingselev på Haslevskolerne)
1. marts
Ledelsen udsender brev til forældre og elever omkring den kommende klassedannelsesproces. En del af denne proces handler om, at eleverne skal have mulighed for at tilkendegive ønsker på 3 – 5 navne fra nuværende klasse, som de godt kunne tænke sig at komme i klasse med.
Primo Marts
Alle kontaktlærere skal udfylde en elevbeskrivelse på deres elever med en kort status på fagligt standpunkt, elevens trivsel og evt. indsatser på eleven. Skal retur til afdelingsleder for udskolingen ultimo marts.
Medio marts
Ledelsen indkalder og afholder et planlægningsmøde ang. det kommende brobygningsforløb. Her deltager TT koordinatorerne og fasekoordinatorerne fra alle fire afdelinger, samt SSP- læreren fra Nordskov. Mødets formål er, at få alle aftaler på plads omkring brobygningen. Vi skal blandt andet have fastlagt datoer for besøg på de forskellige afdelinger, og vi skal planlægge indhold af disse dage.
Ultimo marts
Eleverne fra alle 6. klasser afleverer ønskesedler tilbage til deres kontaktlærer. Disse overdrages til udskolingens afdelingsleder senest 1. april.
Primo april
Der udsendes brev ang. brobygningsforløb til alle elever og forældre på 6. årgang. Brevet indeholder datoer for besøg på afdelingerne og en kort beskrivelse af programmet de enkelte dage.
Medio april
Der afholdes et arbejdsmøde (2 timer) med deltagelse af alle kontaktlærerne på 6. årgang samt afdelingslederne fra alle matrikler. Dette møde handler om at kigge udkastet til klassedannelsen godt igennem og komme med løsninger og ideer, som kan optimere udkastet.
Ultimo april
Udskolingsleder udarbejder nyt udkast til endelig klassedannelse på baggrund af de tilbagemeldinger, der er kommet fra arbejdsmødet. Dette udkast sendes ud til kontaktlærerne for gennemsyn. Tilbagemeldinger til udskolingens leder skal sendes retur senest d. 1 maj.
Primo maj
Udskolingsleder sender den endelige klassedannelse ud til alle forældre og elever på 6. årgang
Ultimo maj/primo juni
Der indkaldes til forældremøde, hvor de nye 7. klasses team kan mødes med forældrene.
Primo Juni
Der organiseres møder mellem afgivende og modtagende lærere samt evt. psykolog ang. særlige overleveringer (elever med særlige behov).